søndag den 17. juni 2012

Havrebrud

- en sprød og lækker morgengodte


For traditionen tro, så skulle der indtages morgenmad på sengen her til morgen, hvor der jo køres Le Mans, og gemalen derfor er boltret fast til tv'et i soveværelset :) Da jeg ikke ser nogen grund til at ligge vågen om natten for at at se på tv med blinkende lygter i mørket, men istedet hellere bare vil se afslutningen, ja så var jeg i modsætning til gemalen lidt mere frisk i morges.

Jeg stod derfor op, tog et bad, fik luftet bimse og gik derefter i køkkenet for at bakse en dej sammen. Og efter at have gennemluret Arla's app, så var det disse havresvende jeg kom frem til, måtte stå for skud.

Jeg fulgte næsten opskriften, men da jeg før har haft problemer med, at bagværket fra Arla's opskrifter ikke indeholder salt nok, så tilsatte jeg lidt ekstra, og det samme gjaldt for melmængden, da den mængde der var opgivet i opskriften, slet ikke var nok. Her kan meltypen selvfølgelig også have en indflydelse, så mængden skal du selv være en smule obs på, alt efter hvilken type/mærke du anvender.

Opskrift til én bageplade (16 brød)

4 dl. lunken vand
2 dl. yoghurt natural
25 g. smør, smeltet
25 g. gær
2½ tsk. salt
3 dl. finvalsede havregryn
11 dl. hvedemel

Smelt smør og bland det med vandet. Tilsæt yoghurten og opløs dernæst gæren i væden. Kom salt og havregryn i blandingen, og tilsæt så hvedemelet lidt efter lidt, alt imens dejen røres godt rundt.

Ælt dejen igennem til den er blød og elastisk, men stadig er en smule klistret. Lad den blive i skålen, kom et klæde over og lad den hæve i ½ time. Herefter vendes den ud på et meldrysset bord, hvor den bredes en smule ud og herefter placeres på en bageplade beklædt med bagepapir. Her trykkes dejen godt ud, så den til sidst fylder hele bagepladen, og dækkes endnu en gang med et klæde og hæver i ca. 20 min.

Når dejen er færdighævet skræres den igennem fra begge sider, så der dannes 16 lige store brød. Hele dej-pladen pensles med vand og lidt havregryn drysses over. Bag brødet ved 200 grader i ca. 30 min. eller indtil brødet har en gylden skorpe.



Tag hele herligheden op af bagepladen og lad den køle af på en bagerist, før det store brød deles til 16 små brød.

Note: Et skønt og mættende brød, som har et blødt og lidt tungt indre, og er omringet af en lækker sprød kant og bund. Egner sig helt perfekt til morgenmad, brunch eller som frokost-klapper til en god hjemmelavet sandwich. Du kan både lave dem som her, eller du kan forme dem til boller, til små formede brød eller to mellemstore brød du kan skive af.

Det er bestemt et brød jeg vil lave igen, men så vil jeg måske tilsætte en smule mere salt, da jeg fik ret i mine bange anelser mht. salt-mængden. Ellers er det et virkelig skønt brød, som samtidig er let at lave og som har mange anvendelsesmuligheder.

10 kommentarer:

  1. Årh de ser gode ud - dem skal jeg helt klart huske, for der er ikke så lang tid til jeg skal stå for en større brunch og der vil de passe perfekt:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder spændende ;) og så ville dem her da være ideelle. Det tager ikke så lang tid, da de jo ikke skal formes til et hav af boller - slet ikke hvis du skal lave mad til mange folk ;)

      Slet
  2. Uhm, de ser gode og mættende ud:) De kommer li i bunken af opskrifter der skal afprøves! Lige nu er jeg selv ved at bage boller til ugens madpakke..

    SvarSlet
    Svar
    1. De er også virkelig gode og mættende :) og så er jeg bare blevet hellt pjattet med "brandepande" formen. De er så nemme at lave til "madpakke-brød" på den måde.

      Uhm, det lyder lækkert. Håber det er nogle gode og energifyldte nogen, så de kan sparke dig igang med en fabelagtig eksamen på onsdag ;)

      Slet
  3. Jeg tror, jeg vil bruge telekinese og liiiiige få sådan et stykke til at suse henover vandet i løbet af natten, så det står på mit spisebord i morgen tidlig ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej :-O
      Men jeg var også så mæt fra kageorgiet dagen i forvejen, at jeg overlevede. I morgen derimod...!

      Slet
    2. Muhahaha - muligheden er der faktisk endnu, for der er stadig et par stykker tilbage ;) Zuuuum, zuuuum - tele tele!!!!

      Slet
  4. Hvor er det en fin blog :-)
    Bollerne må prøves - endelig ferie og tid til bagning.

    Når du skriver en bageplade, er det så en af de helt store?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det :) Dejligt med ferie og tid i køkkenet :) NYD DET!

      Jeps, det er en helt stor bageplade :) Gerne en dyb en, hvis du har ;)

      Slet