onsdag den 15. august 2012

Lækre rabarberkager m. marcipan

- og en lille rose på toppen


For når man skal på barselsvisit, som jeg skal om ganske kort tid, så skal der jo lige hives lidt sødt med - bare lige for at toppe al den sødme og lækkerhed, der med garanti opstår, når jeg endnu en gang skal hilse på den dejligste prinsesse Ingrid, som den kære veninde Marie er blevet mor til. Uhj hun er dejlig, og jeg er sikker på, at hun kun er blevet endnu mere dejlig, siden jeg sidst så hende <3

Well, da det jo gerne måtte være lidt prinsesse-ish, så blev det til en omgang rabarberkager, da jeg heller ikke har fået bagt nok med rabarber i år. Ja og da sommeren stadig viser sig i glimt, og en pose rabarber var at finde i fryseren, så gik det hele egentlig ret nemt :)

Opskriften er lavet lidt på slump, og ud fra hvad der lige var at finde i gemmerne. Hvis du ikke ligger inde med creme fraiche, så kan du istedet bruge kærnemælk, og hvis du ikke har en vaniljestang, så kan denne erstattes med 2 tsk. vaniljesukker. Marcipanen kan tilmed undlades, men giver en lækker sød og svampet effekt, samt et lille twist af mandel, som passer ganske godt til rabarberne.

Opskriften giver ca. 8-10 kager (eller 16-20 muffins)

2 æg
150 g. sukker
8 spsk. olie
2 dl. creme fraiche (eller kærnemælk)
2 tsk. bagepulver
250 g. hvedemel
kornene fra 1 vaniljestang
100 g. marcipan, revet
250 g. rabarber

Start med at rense og skære rabarberne ud i ca. ½ cm. store stykker. Vend dem over i en skål og bland dem med 2 spsk. sukker. Lad dem stå her, imens dejen laves.

Æg og sukker piskes sammen til en luftig masse, hvorefter vanille, olie, og creme fraiche tilsættes. Når dette er rørt godt sammen, tilsættes bagepulver og hvedemel.

Riv dernæst marcipanen og kom den op i dejen sammen med rabarberne. Vend hele blandingen forsigtigt sammen og fordel dejen i de smurte forme. De kan også fint laves som muffins eller i andre fine og finurlige forme du nu måtte ligge inde med.

Bag kagerne ved 200 grader i ca. 12-15 min. eller indtil de er gyldne i toppen, og slipper en tandstik let, når denne prikkes ned i midten af kagerne.

Når kagerne er færdige køler de af, og tages ud af formene. Jeg pyntede disse med en alm. glasur - dog lavet på flormelis, og noget af den fine saft, som rabarberne efterlod sig, efter at have stået i sukkerlagen. På den måde får den et lille sart og fint skær af svag lyserød - perfekt til prinsesse Ingrid - lille, feminin og sart :)







Note: en lækker og svampet eftermiddagskage, som kan varieres ud i det uendelige. Du kan komme alskens bær og frugt i, eller lave den helt uden. Den kan også sagtens bruges som dessert-kage, og ville passe yderst herligt til en klat god vaniljeis.

10 kommentarer:

  1. Sikke nogle fine billeder - Det er du altså bare dygtig til.

    Kagen lyder perfekt, har lidt rabarber tilbage i fryseren, så det må blive weekendkagen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Trine :) Den er perfekt - intet mindre, og ikke dumt, når fryseren byder på lækkerier ;)

      Slet
  2. Wow - den ser godt nok både smuk og lækker ud. Elsker alt med rabarber - det er godt at jeg har fryseren fuld, så jeg har til næste sæson (:

    - Kit

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altså også en ret undervurderet sag den rabarber - godt vi er nogen der ynder at få dem brugt :)

      Slet
  3. Uhm, det lyder som en lækker sag! Specielt marcipanen er et lækkert twist til rabarberne. Og smukke smukke billeder som altid. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og det er virkelig lækkert med marcipanen :)

      Taaaak for det - denne gang en meget tøset udgave ;)

      Slet
  4. Hvor er de bare fine! :-)

    Kh Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Anne :) De smagte også super herligt - og sommerligt ;)

      Slet
  5. Så smukke billeder - selvom jeg normalt ikke er til lyserød :-D
    Den ser tæskelækker ud!

    SvarSlet
    Svar
    1. Taaak søde Piske :) Haha, nej jeg er også lidt ny ift. det lyserøde (lige med undtagelse af, når vi er til lyserød lørdag) :), men da disse var så tøsede og prinsessede, så måtte der bare knald på farverne ;)

      Ps. de VAR tæskelækre!!!

      Slet