søndag den 14. april 2013

Go'morgen snegle

- en rigtig søndags'godte


Disse morgenfriske snegle blev nemlig bagt i morges, da Sabina kiggede forbi til en omgang morgenmad. Jeg havde smidt dejen sammen igår, sat den på køl, hvor den hævede natten over og bblev bakset sammen en time inden det ringede på døren :) Ding doong, og friske Go'morgen snegle blev serveret :) Efter en god portion mad og rigelige mængder snak gik turen videre til Bagagerums marked i Skalborg, hvor vi fandt os lidt godter ;) Jeg fandt nemlig en dyb tallerken af samme model som den Wedgewood tallerken jeg i forvejen har i flad udgave (den som sneglene her er fotograferet på). Den var i fin stand og prisen var rimelig, så jeg slog altså til :) Det er så fint et stel, som jeg nu har to dele af :) Juhuu. 

Sabina derimod, hun gav den gas og fik lidt flere fine ting med hjem. Turen gik da også efterfølgende et smut i IKEA, hvor vi fik suppleret lidt op af diverse nips'sager ;) Det skal jo til :)

Nå, men vi fik altså disse herlige boller til vores morgenmad og herefter et par lækre choko-pandekager m. peanutbutter og banan. Uhm. Opskriften på disse kommer i løbet af de næste par dage, men først skal I altså beriges med opskriften på denne lækre Go'morgen snegl :)

Opskrift til ca. stk.16 -18 stk.

25 g. gær
2½ dl. hvede surdej
3 dl. koldt vand
3 dl. skyr
2 tsk. groft salt
1 spsk. honning
1½ dl. 5-kornsblanding
150 g. rugmel
450 g. hvedemel

Rør gæren ud i surdejen og tilsæt herefter vand, skyr, salt, honning og 5-kornsblanding. Herefter vendes rugmelet i og til sidst tilsættes hvedemelet lidt efter lidt, indtil en gennemæltet og let-klæg dej titter frem. Dejen skal være lidt klæg, ikke som grød, men lidt tykkere og mere fast.

Smør nu en skål med lidt olie og vend dejen herover i. Dæk skålen til med husholdningsfilm og stil den på køl natten over. Dagen efter vendes dejen ud på et meldrysset bord, deles i 16-18 lige store dele som trilles ud til pølser, som herefter rulles sammen til snegle. Sørg for at hæfte enden godt fast, så den ikke springer op under bagning. Placer sneglene på bageplader beklædt med bagepapir og varm ovnen op på 200 grader (varmluft).

Pensl imens sneglene med vand og bag dem i ca. 15 minutter, eller indtil de er sprøde og gyldne på toppen. Lad sneglene køle lidt af på en bagerist, men server dem helst let lune og sprøde :)




Note: en sprød og lidt rustik morgenbolle, som indeholder mange gode korn, og derfor mætter godt. Kan spises både på morgenbordet, til eftermiddagskaffen eller som frokostbolle på madpakken. Mulighederne er mange, og det samme er muligheden for variation. Du kan fint komme flere og andre gryn og korn i - kun du bestemmer ;)

Må I alle have en rigtig god søndag :) Selv vil jeg nappe mig en morfar på sofaen sammen med bimsen, inden både motion og lektier skal nedlægges :) 

2 kommentarer:

  1. Jeg kan kun sige, at de smagte super godt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt du kunne lide dem søde ;) Og tak for en herlig hyggelig dag :)

      Slet