lørdag den 11. maj 2013

Fransk Fougasse

- med en skvæt tørrede urter


For ikke nok med, at jeg idag har brugt en del tid på, at kreere en yndig og fin kage til en sød fødselar, som havde bestilt en lille fødselsdagskage, ja så har jeg også fået bagt lidt brød. 

Jeg har ikke bagt så meget brød på det seneste, så det var egentlig med stor glæde, da jeg den anden dag blev spurgt, om jeg ikke ville bage en omgang brød til aftenens grill-party. Det ville jeg naturligvis gerne, så imellem kagebunde og mousser blev der da lige bakset en gærdej sammen også. Det endte ud i en omgang Fougasse brød, da jeg tænkte, at de både havde en dejlig størrelse, men også en dejlig smag og kant i form af de skønne tørrede urter, der blev tilsat dejen. På den måde kom jeg altså frem til, at de da måtte passe meget godt ind, i en menu bestående af lækkert grillet kød og skøn, sommerlig salat. 

Opskrift til 6 stk.

15 g. gær
1 dl. surdej
3½ dl. vand
1 tsk. salt (urtesalt/kryddersalt)
½ dl. olivenolie
ca. 500 g. hvedemel
3-4 spsk. forskellige tørrede urter*
+ majssmel til udrulning

*de tørrede urter kan være alt fra dild, persille, basilikum, oregano, timian, rosmarin eller bare en blanding Herbes De Provence krydderi. Du kan dog helt bestemme, og evt. tage det, du nu engang har på lager. Herhjemme blev det en blanding mellem timian, rosmarin, basilikum og oregano. 

Rør gæren ud i vandet og tilsæt dernæst olie, urter, mel og salt, og ælt dejen godt igennem i ca. 15 minutter. Den skal være sej (på den gode måde) og elastisk. 

Dæk herefter skålen med dejen i til, og lad den hæve lunt i 1 time. Når dejen har hævet færdig, drysses majsmel ud på bordet, og dejen vendes ud herpå. Her deles dejen i 6 lige store dele, som hver især formes til mellemstore trekanter, rulles tyndt ud og som herefter placeres på en bageplade. Der skal kunne være to brød på en bageplade af gangen. 

Når brødene er placeret på bagepladen, snittes der små snit langs siden, så det på den måde kommer til at ligne et blad. Herefter pensles brødene med lidt vand, og bages ved 200 grader varmluft i ca. 10-15 minutter. Hold øje med brødene, og vend dem evt. rundt (på bagepladen), så de får lige meget varme over det hele (ja jeg er desværre den heldige ejer af en ovn, som ikke varmer lige meget i hver ende af ovnen). Lad herefter dine brød køle helt af, pak dem ned i en kurv eller en fin papirspose, og forkæl nogen du holder af med nybagt brød ;) Det gjorde jeg!

.......men hey - husk lige på, at man også godt må forkæle sig selv..........så det gjorde jeg også........





Note: en krydret og sprød godte, som egner sig helt perfekt til en god suppe, en sammenkogt ret og forhåbentlig også til grilleriet i aften, hvor der med garanti bliver disket op med alskens lækkerier, og en skøn salat. Du kan også bruge brødet som snack brød, både til madpakken eller til en omgang tapas. Næste gang skal jeg vist eksperimentere med, at bruge lidt rugmel i dejen, og så evt. med en omgang pesto, en tapenade eller en omgang oliven og lidt hvidløg blandet i. Uuhm. :) Jeg ser det for mig! Og så med en god ost eller pølse til, haaaaps :) 

2 kommentarer:

  1. Det er helt klart et af de smukkeste brød, der findes ♥

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaaa, og lækreste! Nøøøjh jeg elsker kombinationen af de forskellige urter i brødet. Uuuuuhm altså.

      Slet